Den 28. marts var det fire år siden vi startede Stella Care. Og noget må vi have gjort rigtigt. Vi startede virksomheden for vores egne sparepenge, og i starten gik det langsomt. Vi havde ikke penge til markedsføring og kontakten til kunderne foregik primært ved at være til stede ved forskellige arrangementer om demens samt ved at ringe til potentielle kunder. Men i 2014 begyndte det at gå stærkt – og vi accelererer stadig. I 2015 ansatte vi Johannes som programmør og i 2016 har vi ansat Richard, som skal styrke vores salgsindsats og kundepleje.
Det er vores forventning, at der også kommer til at ske en masse de kommende år og at vi fortsat vil vokse. Vi vokser både fordi vores bestående kunder bruger flere og flere GPS trackere til deres borgere med demens og fordi nye kommuner bliver kunder hos os. Rigtig mange kommuner har udfaset deres gamle systemer til fordel for vores mere tidssvarende Care Tracker. Og flere og flere følger efter.
Vi vil gerne sige tak til alle vores kunder og samarbejdspartnere for det gode samarbejde. Det sætter vi pris på.