Viden og ansvar i demensplejen

Når tryghedsteknologi bruges i demensplejen, følger der et særligt ansvar med.
For borgeren. For de pårørende. Og for de fagpersoner, der står med ansvaret i hverdagen.

På denne side har vi samlet vores faglige og juridiske bidrag til, hvordan GPS og anden tryghedsskabende teknologi kan anvendes ansvarligt i praksis. Teksterne bygger på gældende lovgivning, forskning og erfaringer fra hverdagen i demensplejen.

Formålet er ikke at fastlægge én rigtig løsning, men at bidrage til fælles forståelse, klarhed og kvalitet. Vi tror på, at tryghed opstår, når teknologi, organisering og ansvar hænger sammen og når beslutninger træffes på et oplyst grundlag.

Indholdet kan bruges som inspiration, vidensgrundlag og afsæt for dialog i kommuner, organisationer og faglige miljøer. Det er vores bidrag til en mere sammenhængende og ansvarlig anvendelse af tryghedsteknologi i demensplejen.

Mere tryghed for borgeren. Mere ro for pårørende. Sund økonomi for kommunen.

Når et menneske lever med demens, kommer der ofte et tidspunkt, hvor vandring skaber utryghed.
For borgeren. For familien. Og for personalet.

Alt for ofte ender det med én løsning: plejebolig.
Sådan behøver det ikke altid at være.

Med den rette GPS-teknologi kan mange borgere blive længere i eget hjem på en faglig forsvarlig måde. Det giver mere frihed, mere livskvalitet og mere tryghed i hverdagen.

Og ja. Det kan også mærkes direkte på budgettet.

Når trygheden bliver en god investering

En dokumenteret business case viser, at GPS-teknologi i demensplejen ikke er en ekstraudgift.

Det er en investering, der hurtigt betaler sig selv hjem.

Den største økonomiske gevinst opstår, når GPS gør det muligt at udskyde behovet for plejebolig.

En plejebolig koster i gennemsnit cirka 217.000 kroner om året pr. borger. Det svarer til cirka 18.000 kroner om måneden.

Hver måned i eget hjem frigiver derfor både økonomisk værdi og menneskelig frihed.

For borgeren betyder det mere selvstændighed og genkendelighed. For kommunen betyder det bedre kapacitetsstyring.

Færre eftersøgninger og mere ro i hverdagen

Når en borger med demens forvinder, sætter det mange ressourcer i gang. Plejepersonale. Pårørende. Ofte også politi.

Med GPS kan borgeren findes hurtigt. Ofte på få minutter. Det reducerer behovet for større eftersøgninger markant og frigiver tid til kerneopgaver.

Samtidig mindskes risikoen for alvorlige hændelser, som ellers kan få store konsekvenser og presse familien mod en tidlig plejeboligflytning.

Tallene i korte træk

I en beregning med 50 borgere, hvor GPS udskyder plejebolig med blot tre måneder, viser analysen:

  • En netto gevinst på cirka 2,6 millioner kroner om året.
  • En tilbagebetalingstid på cirka 30 dage.
  • En return on investment på 1.124 procent.

 

Tallene er baseret på åbne og dokumenterede beregninger, som kan tilpasses lokale forhold.

Det vigtigste er ikke teknologien. Det er implementeringen.

Tallene er klare, men erfaring viser også noget andet.

Den største barriere er ikke økonomi. Det er implementeringen i praksis.

GPS skaber kun tryghed, hvis teknologien er driftssikker, roller og ansvar er tydelige, og arbejdsgangene er enkle og velkendte.

Derfor arbejder Stella Care altid med modne løsninger og forskningsbaserede implementeringsprincipper, så teknologien bliver en støtte og ikke en ekstra byrde.

Et fælles mål

Når GPS bruges rigtigt, opstår der ægte triple win.

For borgeren betyder det mere frihed, værdighed og tryghed i hverdagen.
For personale betyder det færre akutte situationer og mere tid til omsorg.
For kommunen betyder det dokumenterbar økonomisk gevinst og bedre styring af kapacitet.

Vil du se den fulde business case?

Download den fulde analyse med dokumentation, beregninger og kilder.

Download

Nationale minimumstandarder for GPS i demensplejen

Når GPS bruges i demensplejen, handler det ikke om teknologi. Det handler om omsorg, ansvar og tillid.

Derfor peger notatet på behovet for fælles minimumstandarder for GPS baserede tryghedsløsninger, så borgere, pårørende og medarbejdere kan føle sig trygge i praksis.

GPS er er omsorgsydelse

GPS til personer med demens er ikke et almindeligt hjælpemiddel. Det er en del af omsorgen og skal behandles derefter.

Det betyder, at løsningen skal være:

  • Pålidelig i faktisk brug
  • Sikker i kritiske situationer
  • Understøttet af klare og kendte arbejdsgange
  • Juridisk korrekt efter Servicelovens regler om tryghedsskabende velfærdsteknologi

 

Når standarder og praksis varierer fra kommune til kommune, skaber det usikkerhed. For borgeren. For familien. Og for medarbejderne.

Klare krav giver reel tryghed

For at undgå tekniske svigt og falsk tryghed peger notatet på nogle helt grundlæggende krav til kvalitet og drift.

GPS-løsningen bør blandt andet kunne:

  • Dokumentere batterilevetid, der matcher behovet for forskellige typer borgere i faktisk brug
  • Understøtte flere kommunalt definerede brugerpersonaer med forskelligt aktivitetsniveau
  • Give automatisk og rettidig advarsel ved lav batterikapacitet
  • Dokumentere høj oppetid i den tekniske platform
  • Dokumentere informationssikkerhed gennem uafhængig revision, for eksempel via en årlig ISAE 3000 erklæring

 

Dette er ikke ekstra krav. Det er forudsætninger for, at løsningen kan bruges ansvarligt i en omsorgskontekst.

Teknologi virker kun, når den bruges rigtigt

Erfaring og forskning peger i samme retning. Teknologien skaber først værdi, når organiseringen følger med.

Derfor bør indkøb af GPS altid kobles til en konkret implementeringsplan, hvor:

  • Ansvar og roller er tydeligt fordelt
  • Nøglepersoner er oplært og tilgængelige
  • Arbejdsgange følges op systematisk
  • Alarmer løbende tilpasses borgerens behov
  • Ledelsen er aktivt involveret

 

De anbefalinger bygger på VIVEs forskningsbaserede LIVSTEGN principper og er udviklet til at fungere i en travl hverdag.

Når kvalitet og finansiering hænger sammen

Der er afsat nationale midler til velfærdsteknologi i ældreplejen. Notatet anbefaler, at disse midler kobles direkte til opfyldelse af fælles minimumstandarder.

Når kvalitet og finansiering følges ad:

  • Styrkes borgerens tryghed
  • Forbedres personalets arbejdsvilkår
  • Får kommunerne et klart og dokumenterbart beslutningsgrundlag

 

Det skaber bedre løsninger. Ikke bare billigere løsninger.

Vil du læse den fulde dokumentation?

Download notatet om nationale minimumstandarder som PDF

Download

De juridiske rammer for GPS i demensplejen

Når GPS bruges i demensplejen, handler det om mere end teknologi. Det handler om omsorg, tryghed og borgerens rettigheder.

Derfor er det afgørende, at GPS-løsninger tildeles korrekt efter loven og bruges på en måde, der skaber reel tryghed for både borger, pårørende og personale.

GPS er en omsorgsydelse efter Serviceloven

For personer med demens er GPS ikke et almindeligt hjælpemiddel. Det er en tryghedsskabende omsorgsydelse.

Den korrekte juridiske hjemmel er Servicelovens § 136e.

Paragraffen er indført som en særregel netop til borgere med betydelig nedsat psykisk funktionsevne og har fokus på værdighed, omsorg og sikkerhed.

Når § 136e anvendes korrekt, betyder det:

  • At GPS er en del af kommunens omsorgspligt
  • At ydelsen er vederlagsfri for borgeren
  • At både udstyr og nødvendige abonnementer skal finansieres af kommunen

 

Denne fortolkning er understøttet af både lovtekst, ministersvar og principafgørelser.

Uens praksis skaber utryghed

I dag varierer praksis betydeligt på tværs af landet. Nogle steder behandles GPS som en omsorgsydelse, andre steder som et hjælpemiddel, et forbrugsgode eller noget borgerens selv skal betale for.

Den forskel har store konsekvenser. Borgerens rettigheder afhænger i praksis af bopæl, og det skaber retsusikkerhed for både familier og fagpersoner.

Den juridiske gennemgang viser, at alternative modeller, hvor GPS placeres under reglerne om hjælpemidler, sædvanligt indbo eller driftsudgifter, ikke er i overensstemmelse med gældende ret for denne målgruppe.

Borgeren skal ikke betale for abonnementet

Et centralt spørgsmål er, hvem der skal betale for abonnementet.

Den juridiske vurdering er klar. Når et abonnement er en forudsætning for, at GPS-løsningen fungerer efter sit formål, er det en integreret del af ydelsen.

Abonnementet kan derfor ikke betragtes som en privat driftsudgift. Det skal finansieres af kommunen som en del af omsorgsydelsen.

Denne fortolkning er fastslået i bindende principafgørelser og understøtter princippet om, at omsorgsydelser som udgangspunkt er vederlagsfri.

Pårørende kan og bør inddrages

Lovgivningen giver også mulighed for at inddrage pårørende som en del af tryghedsnetværket omkring borgeren.

Servicelovens § 82 pålægger kommunen at vurdere, om pårørende kan inddrages i varetagelsen af borgerens interesser.

Det betyder, at pårørende lovlig kan spille en aktiv rolle i monitoreringen og reaktion, når det sker som led i kommunens samlede omsorgspligt.

I praksis skaber det ofte hurtigere reaktion, større tryghed og bedre sammenhæng i hverdagen.

Behov for klarhed og ensartet praksis

Den juridiske konklusion er tydelig. GPS til personer med demens reguleres af Servicelovens § 136e og skal behandles som en omsorgsydelse.

Den nuværende variation i praksis kalder på større klarhed og fælles forståelse. Tydelig national vejledning vil kunne styrke retssikkerheden og sikre, at alle borgere mødes med samme rettigheder og samme faglige standard, uanset hvor de bor.

Vil du læse den fulde juridiske gennemgang?

Download juridisk notat om GPS og Serviceloven som PDF

Download

GPS i demensplejen kan ikke privatfinansieres

Når GPS anvendes til personer med demens, er det ikke et privat valg eller et personligt tilkøb. Det er en del af den kommunale omsorg.

Lovgivningen er klar. Der er ikke mulighed for privat finansiering, når GPS bruges som tryghedsskabende velfærdsteknologi til borgere med demens.

GPS er en del af omsorgspligten

GPS til personer med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne reguleres af Servicelovens § 136e.

Her er teknologien defineret som en omsorgsydelse, der skal understøtte tryghed, bevægelsesfrihed og sikkerhed i hverdagen.

Det betyder, at GPS ikke kan behandles som:

  • Et almindeligt hjælpemiddel
  • Et forbrugsgode
  • Et privat indkøb

 

Når teknologien tildeles efter § 136e, er den en del af kommunens omsorgspligt.

Kommunen har finansieringsansvaret

Lovgivningen fastslår, at kommunen skal dække udgifter til indsatser efter Serviceloven. Det gælder også GPS-løsninger.

Det omfatter:

  • Selve enheden
  • Abonnementet og opkobling
  • Øvrige nødvendige driftsudgifter

 

Abonnementet er en forudsætning for, at GPS-løsningen kan fungere. Det kan derfor ikke betragtes som en privat driftsudgift.

Bindende principafgørelser har slået fast, at sådanne abonnementer er en integreret del af ydelsen og skal finansieres af myndigheden.

Hver sag skal vurderes individuelt

Kommunen har pligt til at foretage en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.

Generelle afvisninger eller henvisninger til private løsninger er ikke i overensstemmelse med lovens intention.

Borgeren har ret til:

  • En saglig vurdering
  • Korrekt vejledning
  • En løsning, der tager udgangspunkt i den konkrete livssituation

Professionel visitation sikrer tryghed

GPS til borgere med demens stiller særlige krav til driftssikkerhed og faglig anvendelse. Derfor er visitation gennem kommunen afgørende.

Almindelig forbrugerelektronik kan ikke sidestilles med professionelle GPS-løsninger, der er udviklet til omsorgsbrug og tager højde for de særlige behov, som demens medfører.

En kommunal visitation sikrer, at løsningen lever op til både faglige og juridiske krav.

Klar lovgivning giver tryghed i praksis

Når reglerne følges, skabes der:

  • Tryghed for borgeren
  • Klarhed for pårørende
  • Sikkerhed for medarbejdere
  • En stabil og forudsigelig forvaltning

 

Lovgivningen efterlader ikke rum for privat finansiering i disse tilfælde. GPS til personer med demens er en kommunal omsorgsydelse og skal behandles derefter.

Vil du læse den fulde juridiske gennemgang?

Download notat om privat finansiering af GPS som PDF

Download